YOGO - 3 minutter gør en forskel
YOGO tilbyder en måde at styrke robusthed, mental sundhed og fællesskab på – gennem 3 minutters guidede øvelser, som passer ind i en travl dag.

Et lydunivers skabt af værdier, relationer og ønsket om ro
Af: Franciska Valstorp Cortsen
Der er noget særligt ved at mærke ro. Ikke kun i kroppen, men i stemningen omkring os. I familien. I klassen. På kontoret. I dag ved jeg, hvor vigtigt det er at kunne finde den ro – og hvordan selv tre minutter kan gøre en forskel. Men historien begynder et helt andet sted.
En idé bliver til
YOGO blev skabt ud af en drøm. En drøm om at bringe det værdibaserede arbejde, jeg lavede i virksomheder, ud til børn og unge. Tænk, hvis vi kunne styrke trivsel og læringsparathed i skolen med de samme greb, vi bruger i organisationer: refleksion, kropsbevidsthed, tilstedeværelse – og ikke mindst en klarhed over, hvad der er vigtigt.
I 2013 sad jeg med en forretningsplan i hånden og ønsket om at udvikle koncepter, der kunne fremme trivsel og psykologisk tryghed i folkeskolen. Det var her, jeg mødte Ann Lykke Davidsen, som jeg kendte fra mine børns skole. Hun havde i mange år arbejdet med koncept- og idéudvikling og personaleledelse på DR. Senest som chef for P3, og så var hun uddannet yogalærer.
Ann læste min plan, og to dage senere sad vi sammen på kontoret. Det var starten på et unikt og inspirerende partnerskab. Vi udviklede ideer, konceptskitser og afsøgte en bred vifte af muligheder, men én idé stod særligt ud: Idéen om 3 minutters guidede yogaøvelser med musik, inspireret af musikbranchens viden om format og effekt. Noget der kunne møde børn og voksne lige dér, hvor de var – uden forventninger, uden udstyr, uden forklaring. Bare ro, nærvær og åndedræt.
Fra idé til virkelighed
Vi testede YOGO på mere end 1.000 børn i forskellige klassetrin og sammenhænge – før timer, som pause og som overgang til SFO. Vi stod med gåsehud og tårer i øjnene, da vi så hvordan eleverne, allerede ved første møde, fandt ro. Tre minutter gjorde en mærkbar forskel. For børnene. For lærerne. For stemningen i rummet.
Vi indgik herefter et partnerskab med Audio Resort, som udviklede et unikt lyd- og musikunivers til YOGO. Alle øvelser blev speaket i professionelt studie, og Ann lægger stemme til alle de danske YOGOs. Den engelske version er indtalt af Tanya Markul, der også er certificeret yogainstruktør. Vi lancerede YOGO på Læringsfestivalen i Bella Center – og interessen var overvældende. Siden bredte YOGO sig til skoler over hele landet og vi udvidede lyduniverset til også at inkludere et soveunivers til børn og voksne samt en version til arbejdspladser.
Et digitalt redskab med dyb mening
I dag består YOGO af et stort bibliotek af guidede lydfiler – opdelt til børn og voksne og videre i kategorierne energi, ro og sov godt. Det er enkelt, fleksibelt og bygger på alt det, vi tror på: Ro. Nærvær. Fokus. Balance.
YOGO er digitalt og nemt at bruge. Det kræver hverken yogamåtte eller forudsætninger. Du trykker ‘play’ og bliver guidet i enkle bevægelser eller en kort meditation. Men bag den enkle oplevelse ligger en større intention.
For YOGO handler ikke om at kunne stå på hovedet eller binde knude på sig selv. Det handler om at finde balancen mellem krop og sind. Om at trække vejret dybt. Om at mærke sig selv, og måske mærke, hvordan man har det.
Det er præcis det samme, jeg oplever i mit øvrige arbejde med værdier: Når vi stopper op, mærker efter og sætter ord på det, der er vigtigt, kan noget ændre sig. Vi forstår os selv og hinanden bedre. Vi får færre misforståelser og mere energi. Vi bliver mere os selv – og mere i kontakt med fællesskabet. YOGO er en forlængelse af den filosofi.
En konkret, enkel måde at invitere mere bevidsthed, nærvær og trivsel ind i hverdagen. Et bidrag til en mere bæredygtig måde at være menneske på. I arbejdet. I skolen. I livet. Derfor er YOGO idag tilgængelig på valueaid.co.
Trivsel i praksis
I løbet af en arbejdsdag er mentale pauser og bevidst tilstedeværelse en nødvendighed. YOGO tilbyder en måde at styrke robusthed, mental sundhed og fællesskab på – gennem 3 minutters guidede øvelser, som passer ind i en travl dag.
YOGO er:
- En aktiv pause, der øger fokus og overskud
- Et værktøj, der forebygger stress og mental overbelastning
- Et redskab til at styrke det psykiske arbejdsmiljø og skabe bæredygtige fællesskaber
YOGO blev født af en vision om at gøre en forskel. For når vi tør være til stede, tage pauser og mærke os selv, står vi stærkere – både i vores egne værdier og i fællesskabet. Vi forebygger stress, styrker vores mentale sundhed og skaber et fundament for trivsel.
Og det bedste af det hele?
Det tager kun tre minutter.



