Den etiske stress

Når vi går på kompromis med vores værdier

Af Franciska Valstorp Cortsen

Etisk stress er en særlig form for stress, der ikke skyldes for meget arbejde, men snarere for mange kompromisser i forhold til det, der opleves som rigtigt og vigtigt.

Vi står i en tid, hvor flere end nogensinde bliver ramt af stress. Ifølge en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Pharma Nord i 2025 føler 33 % af danskerne sig ofte eller hele tiden stressede. Den klassiske definition på stress lyder, at stress opstår, når de ressourcer, vi har til rådighed, ikke matcher de krav, vi stilles over for. Men for mange handler det om noget andet. Det moderne arbejdsliv er blevet mere grænseløst, flydende og individuelt. Og måske er behovet for at stå ved sig selv blevet større? Og måske savner vi sproget og rummet til at undersøge, hvad det betyder?

Når forbindelsen til det væsentlige svækkes

Når vi er bevidste om vores værdier og handler ud fra dem – også når det er svært – opstår værdibaseret handlekraft. Når vi er ubevidste om vores værdier og lever i en kultur, der konstant underminerer dem, opstår etisk stress. Etisk stress opstår altså, når forbindelsen til det væsentlige svækkes – når man over tid går på kompromis med sine egne værdier. Værdier er ikke pynt. De er fundamentet for vores identitet og handlekraft. De udgør den indre retning, der navigeres efter – også når det ikke sker bevidst. Og når det ikke længere er muligt at sætte fingeren på hvorfor noget føles forkert, er det ofte, fordi forbindelsen til værdierne er blevet uklar. Begrebet ‘etisk stress’ er oprindeligt opstået i den offentlige sektor, blandt sygeplejersker, pædagoger, lærere og ansatte i politiet. Fælles for dem er, at de ofte har et tydeligt fagligt og etisk kompas – og en oplevelse af, at systemet gør det svært at gøre det, de ved er det rigtige. Når reformer, ressourcer og regler spænder ben for handlekraft og menneskelighed, opstår der en indre konflikt. Det er her, den etiske stress begynder. Men etisk stress opleves ikke kun i den offentlige sektor. Det samme fænomen opstår også i private organisationer, når medarbejdere oplever, at virksomhedens handlinger ikke stemmer overens med dens værdier. Når beslutninger tages på trods af det, man egentlig står for. Når mennesker ikke længere kan genkende sig selv i det, de er en del af. Etisk stress er ikke kun arbejdsrelateret, men grundlæggende eksistentielt. Den kan opstå i alle livets relationer – ikke mindst i de nære. I parforhold, familier eller venskaber. Når man tilsidesætter egne behov og værdier for at bevare relationen, eller når man ikke længere kan genkende sig selv i det, man gør, opstår den samme indre konflikt. Etisk stress i private relationer kan være vanskeligere at få øje på, fordi den er flettet ind i kærlighed, loyalitet og pligt. Men den gør ikke mindre ondt.

Pausen som vendepunkt

Når stress og fortvivlelse viser sig, ligger der ofte en mulighed gemt: At stå stille et øjeblik. Selvom det kan føles svært – og selvom vi gerne vil videre – er det netop i pausen, refleksionen og erkendelsen, at vejen frem kan formes. Kroppens reaktion er ikke et tegn på svaghed, men en invitation til at stoppe op og genfinde retning. En gave, om man vil. I den etiske stress opstår der ofte følelser, der kan minde om angst og dyb tvivl – som følge af den afkobling og distancering, man har taget til sig selv. Hvem er jeg egentlig? Hvad betyder noget, og hvilken vej skal jeg? Her er Søren Kierkegaard en vigtig inspirationskilde. Han så angst som en grundlæggende menneskelig tilstand – en eksistentiel kraft, der peger på, at mennesket ikke blot er sig selv, men har en opgave i at blive det. Angstens rolle er, ifølge Kierkegaard, at åbne for friheden og vise mennesket dets mulighedsrum. Den er udfordrende, ja – men også nødvendig, fordi den tvinger til refleksion og valg.

Behov for samtaler, med retning og indsigt

I tvivlen opstår behovet for samtaler, der ikke kun handler om løsninger. Men om at undersøge, hvad det vil sige at være menneske. Og netop her viser protreptikken sin værdi. Den giver plads til undersøgelse, til mod, til at vende sig mod sig selv og til at begynde igen – med retning og indsigt. Protreptikken sætter scenen for samtaler, hvor blikket rettes mod det væsentlige. Hvor begreber og værdier, der udgør eksistens og handlekraft, undersøges. Den protreptiske samtale er ikke bare en metode. Den er en måde at være i verden på, hvor man stiller sig ved siden af den anden. Skaber symmetri og lytter åbent og undersøgende, uden forudindtagede antagelser. Samtalen bevæger sig på et normativt, analytisk og abstrakt niveau – netop for at hæve sig op og vende tilbage til det grundlæggende: Hvad er det gode? Det sande? Det retfærdige? Og det smukke? Som Ole Fogh Kirkeby formulerer det, er protreptikkens formål at vende mennesket mod sig selv, så det kan stå ved sig selv og tage vare på sig selv. Her findes begyndelsen på det, jeg betegner som 'værdibaseret handlekraft’. Netop det modsatte af etisk stress.

Protreptik i coaching

Styrken i den professionelle samtale bæres af den protreptiske indstilling: At mennesket allerede bærer sin visdom i sig, og at den, der holder samtalen, er spejl, katalysator og medundersøger. Når værdier som ansvarlighed, frihed, respekt eller mod undersøges, sker der noget. Når man i mødet med den anden formulerer sine ståsteder. Kirkeby taler her om translokutionaritetsprincippet: "Jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg siger det højt." Erkendelsen opstår gennem samtalen. Identiteten formes i sproget. I samtaler med klienter træder dette ofte tydeligt frem. Mennesker, der kommer med stresssymptomer eller er sygemeldte, men uden at kunne pege på, at de har for meget at lave. De føler sig forkerte, udmattede og i tvivl. Og når samtalen bevæger sig ind i det, der gør ondt, viser det sig ofte, at de slår sig på deres værdier. På det, der betyder noget. På deres integritet, etik og menneskelighed.

Et eksempel

En klient fortæller: 'Jeg er blevet sygemeldt fra mit arbejde. Jeg forstår ikke hvorfor, men pludselig en dag sad jeg bare og græd. Jeg har tidligere nævnt overfor min leder, at jeg synes. det er svært, at jeg ikke kan sove, føler en trykken for brystet og har kvalme når jeg skal på arbejde. Jeg har fået færre arbejdsopgaver og mulighed for at arbejde mere hjemmefra. Men det hjælper ikke. Tværtimod. Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil. Jeg føler mig helt tom.'

I én samtale åbnes for en performancekultur, hvor tempo og effektivitet er dominerende. Det bliver tydeligt, at 'omsorg' er en bærende værdi for klienten. Ved at undersøge hvad der er i fraværet af omsorgen, siger hun: 'Når omsorgen ikke er der, så er der ligegyldighed.' Og på spørgsmålet: 'Hvordan mærkes det at være i den?' svarer hun: 'Så bliver man ikke set. Man er ikke en del af et fællesskab. Man føler sig ikke noget værd.'

I en anden samtale åbnes der for en kultur, hvor det ofte udtrykkes, at der er 'fuld tillid' til medarbejdernes arbejde. Ved at undersøge begrebet 'tillid' bliver forskellen mellem ægte og falsk tillid afgørende: 'Når tilliden er ægte, er den gensidig. Man stoler og tror på hinanden og er enige om rammer og retning. Den falske tillid er tom. Når tilliden ikke bygger på noget, bliver det utydeligt og usikkert. Så ved man jo ikke, hvad der er tillid til.’

En samtale vi skylder hinanden

Det kræver ikke stresssymptomer eller en sygemelding at have gavn af filosofiske samtaler. Protreptik har en berettigelse i alle livets samtaler. Når arbejdet med værdier foregår bevidst, bliver det lettere, at stå ved sig selv. Det skaber retning og ro. Det øger robustheden over for ydre pres og indre tvivl. Protreptikken kan hjælpe med at forstå og skabe mening, når noget er svært. Men den kan også være forebyggende. Den kan skabe trivsel, mening og bæredygtige relationer, både til os selv og hinanden. Hvis organisationer og fællesskaber skal være menneskelige, må samtalen begynde. Her begynder den protreptiske praksis. Protreptikken kalder tilbage. Til det væsentlige. Til mennesket selv. Og her opstår en ny form for handlekraft: Den, der handler med viden om, hvad der er værdifuldt.